En anti-julehistorie fra det virkelige liv. Alt i historien er sket i virkeligheden:
Der var engang et almindeligt ægtepar som ikke kunne få børn. Lige meget hvad parret end gjorde hjalp det ikke, de forblev barnløse. Da ægteparret havde ventet 7 år besluttede de sig for at adoptere et barn. Denne mulighed var det alternativ som ægteparret havde for at undgå at forblive barnløse lige så længe som Abraham og Sara fra den gamle bog var barnløse.
Ægteparret, fra den gamle bog, var blevet ret gamle inden de blev begavet med barnet Isak, men folk levede generelt meget længere dengang på den gamle bogs tid, så den chance havde parret slet ikke. De besluttede sig derfor for adoption. Dengang eksisterede skrankepaveri også, og det trak tiden ud, men ægteparret fik endelig et adoptivbarn og det var en dreng.
Parret blev dog ved med at prøve at lave børn. Kun for sjov, sådan var det blevet grund af den kolde logik, der er uundgåelig efter mange års barnløshed. En dag skete det umulige. Kvinden blev gravid. Universet gav hende moderskabet som fødselsdagsgave. Kvinden var fyldt 38 år og havde ikke lagt skjul på at sønnen var adopteret. Derfor gik sladeren i den lille havneby, hvor familien boede. Onde tunger mente at det var posten og ikke manden, der havde kørt sæd ind da konen blev gravid. Manden vidste i sin sjæl at han var far til det længe ventede ønskebarn, så han lod de onde tunger snakke. Der var ytringsfrihed dengang.
Ægteparret kendte mange mærkelige mennesker som kendte mange mærkelige mennesker. En dag mens kvinden var gravid mødte hun en synsk kvinde, der kunne noget med spillekort. Den synske kvinde kvinde fortalte den gravide kvinde om ønskebarnet, hun bar på. Det ville blive en pige, som ville være lige ved at dø for Spar Dame symboliserede døden, sagde den synske kvinde. Men Hjerter Dame ville redde ønskebarnet fra døden og pigen ville blive ”et stort menneske”. Døden, denne gang i form af Spar Bonde, ville dog ramme den lille familie indenfor et år.
Den gravide kvinde var ikke særligt imponeret over den synske kvinde og snakken om den frelsende hjerter dame og de dødelige sparkort. Humbug tænkte hun om hele begivenheden. Hun kunne mærke barnet sparke i maven. Lægen sagde alt var normalt og drengen og hendes mand var sunde og raske. Det var kort og godt noget humbug med de kort.
Tiden gik og julen kom og gik.Kvindens mave voksede. En dag med fuldmåme og total måneformørkelse kom ønskebarnet til verden. Det blev tæt på at blive en fødsel i en mercedes, for barnet havde travlt med at komme ud i verden. Fuld fart fremad syntes at præge den lille sjæl.
En måneds tid efter fødslen blev den lille pige syg. Ønskebarnet blev alvorligt sygt ganske som kvinden med kortene havde sagt det ville ske. En forkølelse gik over i lungebetændelse og ønskebarnet blev indlagt på sygehuset. Forældrene fik besked på at finde på et dåbsnavn til barnet, hvis barnet skulle døbes inden det døde. Lægerne var ikke sikre på at de kunne redde barnet. Da gik det op for moderen at den synske kvindes ord måske ikke var humbug. Nu var virkeligheden præcis som kvinden med kortene havde sagt den ville være. Ups.
Parret var selvfølgelig ikke glade for udsigten til at miste deres ønskebarn. De havde som nævnt mange mærkelige mennesker i deres vennekreds. Nogle af vennerne foreslog navnemagi som en mulighed. Det var måske muligt at mane det lille barns ånd til at forblive inkarneret, hvis man gav det et navn, der betød levende, foreslog en af vennerne. Det er jo trolddom sagde nogle af de andre venner som en indvending. Trolddom eller ej, den mulighed valgte parret. De kunne dermed vise alle, også Gud, der åbenbart gentog Abraham og Sara-legen fuldt ud med dem, at de de virkeligt ønskede at beholde den lille pige.
Sygehuspræsten blev forældreparrets rådgiver. Han måtte kende til navnes betydning eftersom han kunne både latin og græsk som en del af jobbet. Måske fandtes der et pigenavn, der betød levende? Præsten startede med det græske pigenanvn Zoe, der betyder liv. Men det navn var alt for avanceret for forældrene.
”Væk, duer ikke”.
Vita-navnet lød også grimt og duede heller ikke, men navnet Vivi lød godt og det betød levende. Desuden var der på den tid en køn sangerinde ved navn Vivi Bach. Hun sang ganske dejligt. Vivi blev altså ønskebarnets navn.
Den synske kvinde havde set rigtigt. Ingen kan sige, hvorvidt det var navnemagien, eller lægernes anvendte viden på sygehuset, der virkede, men barnets tilstand bedredes og ønskebarnet overlevede helt uden at blive kristendøbt af sygehuspræsten. Derfor blev ønskebarnet døbt helt almindeligt i Munkebjergby Kirke et par måneder senere, da selve vandforbandelsen fandt sted.
Ønskebarnet blev døbt Vivi Bech Hansen og pigens morbror og tante stod faddere den dag i kirken. Faddernes funktion består i at de lover at overtage ansvaret for at give barnet en kristen tro, hvis barnets forældrene selv hindres. Derfor kaldes fadderne i folkemunde for barnets gudforældre og dåbsbarnet bliver faddernes gudbarn.
Den synske kvindes dødelige Spar Bonde slog til en novemberdag i 1964. En kvinde glemte sin ubetingede vigepligt, da hun kom kørende ud på hovedvejen fra en sidevej. Hun kørte lige ind i siden på bilen, hvor i ægtemanden og faderen sad og var på vej hjem fra arbejde. Han døde af sammenstødet med bilen, der kørte ind i ham.
Moderen var nu enke til to børn, et adoptivbarn og et ønskebarn, men det var ikke nogen ønskestatus, for bistandsloven var slet ikke opfundet dengang. Det er hårdt arbejde at være eneforsørger og stå med ansvaret for to børn. For at gøre en lang sørgelig historie kortere og dermed mindre sørgelig springer vi frem til oktober 1974, hvor pigen var 10 år og kom til at bo at bo hos sine gudforældre, fordi det åbenbart var Guds mening.
Myndighederne opdagede at pigen passede sig selv hele dagen, i de første 14 dage, hvor moderen var indlagt på hospitalet. Storebroderen passede sit arbejde på tanken og lod lillesøsteren passe sig selv. Han skulle jo passe sit arbejde, så søsteren måtte passe sig selv tænkte den store dreng. Både drengen og pigen kom ned og bo hos deres gudforældre.
Der var dog sket en lille ændring siden løfterne i kirken var blevet afgivet i tidernes morgen. Tanten var nemlig ikke længere medlem af Folkekirken. Hun var udtrådt for at blive voksendøbt som Jehovas Vidne. I landet var der religionsfrihed, så det var ikke noget problem.
Der gik ikke længe førende de første religionsproblemer opstod på grund af tantens religionskift, da de to børn var flyttet på grund af moderens sygdom. I faget håndarbejde på skolen broderede pigen på en engel til sin syge mor. Den lille pige pige holdt meget af at sy, og især brodering, fordi det var en ekstra pynteteknik. Men den engel hun syede til moderen forårsagede nogle problemer.
Tanten mente at pigen syede englen fordi det var tæt på jul, men pigen syede englen fordi hun ville have englen til at gøre moderen rask. Der gik rigtigt mange år før pigen forstod at englen faktisk gjorde moderen rask, men det er en helt anden historie.
Problemet i det nye hjem for børnene var at Jehovas Vidner ikke holder jul. Det var ikke kun pigen, der oplevede problemer i den forbindelse. Det blev også et problem for storebroderen at han ville give sin lillesøster en ny skoletaske i julegave. Skoletasken skulle være en gave fra moderen og fra ham. Han vidste at moderen ikke kunne købe gaven, fordi hun lå alvorligt syg på hospitalet. Han vidste også at moderen ville have givet datteren en fin ny skoletaske i julegave, hvis hun ikke havde været bevidstløs af morfin.
Det blev ekstra svært for børnene fordi tanten ikke respekterede julen på grund af sin nye religion. På grund af den manglende respekt kunne pigen ikke undgå at lægge mærke til at hendes julegave, den nye skoletaske, nærmest blev til en forbandelse for hendes storebror. Men englen blev broderet og blev hængt op ved moderens seng på hospitalet. Skoletasken blev også givet som julegave, selvom tanten syntes det var tosset.
Pigen levede i to forskellige religiøse verdener. Der var den gamle trygge og kendte religiøse verden. Verden som den var i skolen og ude i det almindelige samfund. Men hjemme i gudforældrenes hjem levede hun i den nye forbandede religionsversion, hvor den gamle religionsversion tilmed blev hånet. Barnedåben blev til en forbandelse på grund af fejringen af Jesu fødsel.
Den 8. januar 1975 døde moderen midt om natten. Pigen vidste straks at moderen var død da hun vågnede. Broderen var med til at vække hende, det plejede han ikke og så vidste hun straks det var galt. Det blev en hård tid for den 11-årige pige med stillingtagen til om hun ville se sin mor en sidste gang eller ej. Det ville hun ikke. Det havde været slemt nok sidste gang på sygehuset, hvor moderen havde været bevidstløs på grund af morfinen. Moderen havde faktisk været helt væk i morfin siden ”den forbandede engel” var kommet op og hænge ved moderens sygeseng for at gøre hende rask. Nu var moderen død og absolut ikke blevet rask
Den ansvarlige repræsentant for kommunen spurgte pigen, hvor hun helst ville være bo. Ville hun bo hos gudforældrene eller på et hjem for børn uden forældre. Pigen svarede uden at tøve hos gudforældrene. Dem kendte hun og var tryggest ved også selvom det altså ikke var problemfrit at bo der.
Pigen fortalte ikke den kommunale repræsentant at moderen havde truet hende med børnehjem, når hun ikke havde opført sig ordentligt. Derfor var børnehjem slet ikke nogen reel mulighed. Det var jo den allerværste straf, der overhovedet fandtes i hele verden.
Med moderens død følte pigen sig straffet af Gud for de uartigheder, der havde medvirket til at tage livet af moderen. Men pigen vidste også at Doktor Rathenborg havde kaldt moderen for en hypokonder, så han havde altså overset noget under vejs i forløbet og havde også sin del af skylden.
Pigen var simpelthen blevet hjernevasket til at tro at pædagoger var onde. Det overså kommunens repræsentant, men da familiepleje også er langt billigere end institutionsanbringelse, så er det økonomisk forklarligt at lige netop det faktum blev overset.
Der var ikke religionsfrihed i gudforældrenes hjem, der var konstante religionskrige. Det var ikke kun børnene, der blev ramt af krigenes hærgen. Pigens morbror og gudfar blev også ramt af problemet. På den mest djævelske måder af alle blev han ramt, for kærligheden kom på spil.
Hans hustru lærte ham at holde en hyggelig jul. Hans egne forældre var alt for fokuserede på udgifterne i forbindelse med julen, hvilket altid havde forpestet julestemningen i hans barndomshjem. Det var jammer over udgifterne og juleglæden og selve julens ånd var fraværende. Han skulle blive voksen og giftes førend han af sin kone lærte at julen handler om at glæde sig over guds gavmildhed. Det fik ham til at elske både julen og sin kone meget mere.
Katastrofen indtraf da konen skiftede sin religion ud. Hun begyndte at håne sin barnetro og ville også have ham til at skifte sin barnetro ud til den nye religion. Gudfaderen begyndte at drikke sig fuld og han drak allermest når det blev den mørkeste tid på året, hvor julen skulle fejres.
Drikkeriet skyldtes de årlige julekrige og dilemmaet, de begge stod i. Kvinden, som var Jehovas Vidne, nægtede at fejre jul, men madretterne, der hørte julen til slap hun ikke helt for at lave. Våbnene i religionskrigene var ord, for de var jo civiliserede mennesker. Ord som flæskesteg, hykleri, andesteg, romersk statsmanipulation, rødkål, hedenske skikke, brunede kartofler, saturnaliefester, risengrød og dansen om guldkalven eller julebukken ramte hårdt, når de blev sat ind. Jule- og mandelgaver var tabuord som ungerne bare skulle glemme alt om. Det kunne de voksne i det mindste blive helt enige om.
Spørgsmålet om jul handlede dybest set om, hvorvidt Jesu lys skulle sættes under en skæppe eller ej. I den gamle religion fejrede man Jesu fødsel på årets mørkeste tid. Yule kalde de gamle vikinger deres fester på det mørkeste tidspunkt af året. I den nye religion fejrede man kun at Jesus blev ofret som vædderlam og syndebuk ved den første fuldmåne i forårsmåneden. Jesu egne ord om at han kom for at forårsage splid i familierne blev desværre gjort til sande, han sagde om sig selv:
”Tro ikke, at jeg er kommet for at bringe fred på jorden. Jeg er ikke kommet for at bringe fred, men sværd. Jeg er kommet for at sætte splid mellem en mand og hans far, en datter og hendes mor, en svigerdatter og hendes svigermor, og en mand får sine husfolk til fjender”.
Selve fejringen af Jesu fødsel blev for ønskebarnet til en årlig vandforbandelse på grund af ønskebarnets barnedåb i kirken. Hvert år ved juletid blev ønskebarnet jo mindet om religionskrigene i hendes barndom. Helt automatisk blev de mørke minder i hendes sind ramt af lysstråler når julepynten begyndte at lyse op i vintermørket.
_200.jpg "Peter Tordenskjold - the good pirates favorite warship. If the luck saves the ship then Peter T will become a houseboat with a living rainforest archive on board.")
