Hyrdeopvækkelse ved åndelig rystelse

Jeg sendte i går en mail til præsten i den kirke, hvor jeg blev døbt.  Emneoverskriften var således:

Hjælp til løsning af et teologisk mareridt ønskes‏

Silkeborg den 11. marts 2010

Kære Sognepræst Kirsten Fogsgaard

Jeg skriver til Dem fordi De er sognepræst i Munkebjergby Kirke, hvor jeg blev døbt Vivi Bech Hansen den 27. marts 1964. Da jeg fik mulighed for at kassere efternavnet Hansen gjorde jeg det, jeg har derfor heddet Vivi Bech siden den 12. marts 2007.

Jeg kom som lille til at hedde Vivi, fordi jeg var ved at dø af lungebetændelse. Mine forældre spurgte sygehuspræsten om der var et navn med betydningen levende? Sygehuspræsten nævnte da navnet Vivi, en sygehusdåb blev anset som nødvendigt. Jeg ved ikke, hvorvidt det var navnemagien eller lægernes “know how”, der reddede mit liv, men jeg blev altså slet ikke døbt på sygehuset, men blev helt almindeligt døbt senere i Munkebjergby Kirke. Ved min barnedåb stod min morbror og hans hustru som faddere. Uheldigvis døde min far i november 1964. Han ligger begravet ude på Munkebjergby kirkegård. Endnu mere uheldigt for mig døde min mor i januar 1975, mor ligger begravet ved siden af min far. Jeg tror, at Pastor Johannes Busch var både den, der døbte mig og begravede mine forældre.

Grunden til min henvendelse til Dem, er at jeg har en bestemt drøm, der bliver ved med at plage mig ved at komme igen, også selvom drømmen ikke er et et egentligt mareridt med sved og alt det der. En fremmed, men yderst venlig mand, siger i drømmen, at han er vred over at kirken svigtede mig da min mor døde. Da jeg blev døbt blev der aflagt løfte i kirken om at jeg ville få en kristen opvækst, hvis mine forældre gik bort, siger han. Han siger også at kirkebogen kan vise, hvorvidt kirken svigtede mig eller ej, da min min mor døde. Hvis der ingen notater er, så er det tydeligt at der er sket et svigt, siger manden i drømmen. Mens han også i drømmen altid lader mig forstå, at han bliver ved med at vende tilbage i mine drømme, indtil jeg gør noget ved hans informationer til mig.

Nu skriver jeg så til Dem så manden ikke behøver at hjemsøge mig i mine drømme mere. De har som præst i Munkebjergby Kirke adgang til ministerialbogen. De kan derfor meget nemt svare mig på, hvorvidt det fremgår af ministerialbogen, at det blev biliget af menigheden at jeg opvoksede hos et par, hvor den ene var udtrådt af folkekirken efter min fars død, eller om det slet ikke fremgår af ministerialbogen.

Jeg skal hermed udbede mig et svar på, hvilke notater er der gjort i ministerialbogen i forbindelse med min mors dødsfald?

Det er sådan fat at den eneste menneskelige ånd, der logisk set kan have nogen grund til at føle sig vred over at kirken svigtede mig dengang, er min afdøde fars ånd. Altså bortset fra mit eget overjeg, der heller ikke synes det er ok når folk lukker øjne og lader børn i stikken. Min far døde som nævnt da jeg var lille, og derfor kender jeg ham heller ikke. Det giver derfor også god mening at han er fremmed for mig i drømmen. Han ligner godt nok manden på billederne, som er min far, men den sjælelige genkendelse mangler. Manden er som nævnt yderst venlig, bortset fra at han altså insisterer på at komme tilbage og prikke til mig i mine drømme, og også fortsat gør det, hvorfor jeg nu skriver til Dem.

Det er nemlig også sådan fat, at jeg, efter min mor døde, blev blev gjort til opvaskeslave for Jehova, fordi jeg ikke ville gå med til møderne hos Jehovas Vidner. Min ene fadder og tante stillede den mødedeltagelse som krav for at jeg kunne få løn for mit arbejde med at tage familiens opvask. Den anden fadder var for fuld til at protestere over det religiøse magtmisbrug som hans kone præsterede overfor mig. Det blev arrangeret sådan at jeg kom i familiepleje hos mine faddere da min mor døde. Det var også billigere end en institution, og jeg var blevet truet med børnehjem af min mor, når jeg var uartig, så jeg skulle ikke nyde noget andet end det kendte, selvom det ikke var for godt.

Det er desværre sandt at det blev mig nægtet at holde jul og fejre Jesu fødsel mens jeg boede hos mine faddere. Min mor var faktisk ikke engang død før jeg blev udsat for de første religiøse chikanerier fra hendes side. Jeg broderede en engel, der skulle gøre min mor rask, i faget håndarbejde i skolen. Jeg fik at vide, at jeg kun syede den engel fordi det var ved at være jul og derfor havde håndarbejdslæreren det mønster fremme. Det vidste min alvidende tante bare alt om. Min barndoms juleaftener i det hjem var stærkt præget af at min anden fadder drak sig fuld og derved ødelagde højtiden totalt. Julen var den årligt tilbagevendende konflikt i familien. Det var uheldigvis min tante, der lærte min morbror at holde en dejlig jul, og da hun så blev Jehovas Vidne måtte han vinke farvel til den tradition som han var kommet til at elske, netop på grund af hende.

Jeg var selv kun i Munkebjergby kirke én gang efter min mors begravelse, mens jeg boede hos mine faddere. Det var for at melde mig ud af folkekirken, dengang de andre i min skoleklasse skulle konfirmeres. Da måtte jeg godt lige tage i kirken for min fadder.

Manden i drømmen, som jeg tror er min far, har en væsentlig pointe i sin påstand om at ministerialbogen må kunne afgøre, hvor vidt der er tale om et hyrdesvigt eller ej fra Munkebjergby menigheds side. Hvis der ingen notater er, så er svigtet også klart dokumenteret med det samme fravær, der i så fald afslører, at “hyrden” skulkede.

Jeg har i dag en psykisk lidelse som kirken er direkte ansvarlig for fordi kirken jo altså lukkede sine øjne for at et religiøst splittet hjem, med en alkoholiker og et Jehovas Vidne i, umuligt kan være godt for et barn, der har mistet begge sine forældre. Jeg er blevet forsøgt druknet i et svømmebassin af min fulde fadder, det var den anden vandforbandelse, min barnedåb var den første.

Jeg ser frem til snarest at høre fra Dem om, hvilke notater der er gjort i ministerialbogen forbindelse med at min mor døde den 8. januar 1975, sådan at faddernes løfte fra min barnedåb skulle stå til troende, men hvor den ene fadder altså i mellemtiden var udtrådt af folkekirken.

Det har jo senere har vist sig at have været absolut skadeligt for min psyke at man ikke passede bedre på mig da jeg var barn. Jeg forstår godt, hvorfor jeg slet ikke havde lyst til at blive her på Jorden, som den lille nyfødte ånd, men måtte manes hertil med navnet Vivi. De livsvilkår som jeg måtte opvokse med bør menneskebørn slet ikke opleve, men det kommer menneskebørn til, når andre voksne mennesker lukker deres (uhellige) øjne.

Venlig hilsen

Vivi Bech

Sådan lød mailen jeg sendte til præsten i Munkebjergby Kirke, på grund af  Vandforbandelsen.  Overskriften relaterer til svaret fra præsten,  som jeg takker for det hurtige svar samme dag:

“Kære Vivi Bech

Jeg har fået din mail – og jeg er dybt rystet over din historie.

Jeg vil gerne vende tilbage i begyndelsen af næste uge.

Dog vil jeg allerede nu nævne for dig, at der ikke er praksis for at lave særlige notater i kirkebogen vedr. de forhold, du omtaler.

Du skal dog nok få helt klar besked desangående.

Nu er du begyndt at gøre noget ved det, som manden i drømme bliver ved med at plage dig med, – så jeg håber, at allerede denne åbning

kan være med til at befri dig.

De bedste hilsner

Kirsten Fogsgaard”.

Jeg er nu blevet lidt bange for at præsten måske også tror på nisser, for jeg fik det altså ikke  bedre af  svaret. Hun svarer jo direkte, “at der ikke er praksis for at lave særlige notater i kirkebogen vedr. de forhold”. Hun skriver at hun håber at kommunikationen kan være med til at befri mig. Det lyder til at hun og jeg må hen og sørge for at praksis bliver ændret, sådan manden fra drømmen, og jeg selv, ikke skal leve os med at føle os så bedragede og svigtede af kirken som vi jo altså begge gør.