Piratens oplevelser med gode, onde og grusomme oste

Punk-bandet § 119 har en sang med et statement om at den gode politimand ikke findes. Jeg er altså uenig i den udtalelse, da intet er så absolut sort/hvidt, som det hævdes her:

De gode oste

Den første gode ost, jeg erindrer fra min barndom, var den gamle landbetjent fra Dianalund, Block Andersen, hed denne ost. Han var god og mild og rimelig 😀

Det var Block Andersen, der forestod den årlige cykel-kontrol på Munkebjergby Skole. Hvis bremser, lys, reflekser og ringeklokke var ok, så fik man et klistermærke til at sætte på sin cykel. Et år virkede mit baglys ikke, så klistermærket var særdeles truet. Men den gode ost så at det blot var ledningen til baglyset, der var smuttet af dynoens klemstrue og han monterede på stedet ledningen og gav mig et klistermærke til min cykel. En helt fair og flink ost oplevede jeg lige der.

Senere, da jeg var blevet myndig og havde arvet penge og købt motorcykel, og havde mistet retten til at erhverve kørekort på grund af sprut, da undlod Block Andersen også at give mig bøder, for at have kørt uden kørekort, selvom han jo godt kunne regne ud at motorcyklen ikke var kørt ud til min bror af sig selv. Han kunne selvfølgelig heller ikke bevise det, men han vidste godt at jeg ikke havde det lyserøde stykke pap, som det var dengang.

Det var jo noget værre lort at jeg sådan mistede retten til at føre motorkøretøjer i et par år når jeg nu havde den der Honda 400 Four. stående og den var køreklar. Jeg fik seks bøder i alt for at køre rundt i Slagelse uden kørekort på min røde Honda. De bøder sad af i Ringsted Arrest. Den sidste bøde fik jeg af yderst flink MC-betjent. Han nægtede at tro på at jeg aldrig havde taget kørekort til MC. Han sagde at han stoppede mig for at få sig en hyggelig sludder med en kvindelig MC-kører, sagde han ligeud (det var en sommerdag og jeg kørte i en blå kjole, på rød honda, med rød fullface styrthjælm og røde sandaler, det må også ha’ set ømt ud, men man var vel hippie 😉

Det var fair nok at jeg ikke måtte køre MC uden kørekort fordi jeg ikke kunne finde ud af at lade girafferne stå og derfor fik de bøder.

Hondaen, året efter. Lilla og uden lydpotte og nr-plade 😉

Der var også en anden god betjent i Slagelse, der engang “kom til” at overse en ulovlig hamplante, da han var tilkaldt af min nabo, som havde set at nogle begik indbrud hos mig. Til sidst da jeg boede i Slagelse havde jeg to indbrud i min lejlighed i løbet af seks dage, og den slags er belastende at opleve. Sådan går det når man “kommer til” at gifte sig med den forkerte type mand. Jeg “kom til” at gifte mig med en, der muterede fra at være socialist-agtig til at ville være HA-supporter.

Ved et af de to indbrud var mine dyre dartpile, og alle hamplanterne, på nær én plante, blevet stjålet. Betjenten kiggede på hullerne i jorden ved terassedøren, hvor planterne havde stået dejligt sydvendt og slikket sol. Hans øjne vandrede fra hullerne til den resterende plante til mig, tilbage til hullerne og så til himmels. Så så smilede han og fandt på et nyt emne at tale om. Men, jeg havde jo slet heller ikke brokket mig over noget tyveri af nogle planter, selvom der tydeligvis var sket et ran 😀

Den overlevende plante røg jeg sammen med Maren Røvhul på Kolding Højskole. Den kom med på højskolen sammen med mine andre stueplanter i en urtepotte. Den blev ikke opdaget af den “hjemme hos pædagog, som flyttede min søn og mig fysisk til Kolding Højskole i en Ford Transit. Den blev heller ikke opdaget af lærere på KH, selvom den var en illegal plante 😀

De onde oste

Nu skrev jeg jo at jeg blev gift med en fyr, der muterede fra at være socialist-agtig til at ville være HA-supporter, men jeg skrev ikke at vi blev gift på grund af en ond betjent. Men det gjorde vi altså. Der var sket det at min ex, sammen med vores meget gode ven, havde lavet en rudeknuser, for at få fat i Slagelses dyreste racer-cykel. Nød lærer fattige slyngler at gøre et eller andet, om nødvendigt ulovligt, for at få en racer så deltagelse i cykelløbet “Djæleøen rundt” bliver mulig. Den dyreste racer i Slagelse var rød og havde en masse dyrt campagnolo-udstyr kan jeg huske. Den havde dog også nogle rædsomme beigefarvede fælge, som vist nok var de eneste i hele Danmark! Derudover havde den også en fin drikkeflaske, hvorpå navnet Batavus var printet.

Der skete det at alle de fede cykel-dele blev sat over på et andet stel, og de rædsomme beigefarvede fælge blev solgt til en anden gut, som vi mistænkte for at være homo, når han nu overhovedet gad køre med de klamme fælge, som han synes var fede! Denne gut havde ex’en og vennen desværre glemt at fortælle, at han IKKE måtte besøge den cykelsmed, som havde fået stjålet cyklen, som havde det fedeste lir til cykler. Derfor kørte gutten, som også var glad for dyrt cykel-lir naturligvis direkte ned til cykelsmeden, der lige havde mistet en racer til ca. 14000 kr. i udsalgspris. Det gjorde han på sin cykel med de rædsomme beigefarvede fælge på.

Den dag havde jeg forladt hjemmet i raseri. Vi var næsten lige flyttet ind i lejligheden på Tømrervej (den 15. april 86 flyttede vi ind), og jeg havde siddet og syet gardiner og havde haft besøg af Hanne, min veninde. Vi var flyttet fra Marievej da der var en speed-pusher, der blev skudt på grund af en narkogæld på kun 15000 kr. Det miljø skulle vort barn IKKE vokse op i. Da ex’en kom hjem fra arbejde den dag stod der kaffekopper fra veninde-besøget og jeg sad stadig og syede gardiner, der var jo mange vinduer i den lejlighed.

Ex’en anså mig som sin personlige husslave og brokkede sig derfor over, at der stod kopper fra det tildligere besøg og at der ikke var ordnet kartofler til hans aftensmad endnu. Eftersom han ikke bemærkede at der var kommet gardiner op i mellemtiden, hvilket var årsagen til det med kartoflerne og kopperne. Jeg cyklede derfor over til Hanne, og tudede helt vildt over den dumme idiot, som jeg også var så dum at elske og over at verden var uretfærdig, og bla bla bla.

Der skete det at vennen, som havde været med til at stjæle cyklen med de beigefarvede fælge, bankede på Hannes dør på en måde, som en totalt sindsyg person ville gøre det. Han råbte “Hanne Hanne, luk op luk op”, med desperation i stemmen. Da vi kunne høre at det var en ven, der normalt var fredelig, lukkede Hanne op, mens hun grinende sagde, at mænd vil gå megfet vidt, for at få aftensmaden på bordet 😀

Vennen fortalte os at det ikke handlede om de skide uskrællede kartofler, men at politiet havde været hjemme hos os og havde taget ex’en med til Rytterstaldsstræde, hvor der var politistation før de fik borgen. Den stjålne cykel stod lige nu i ude vores cykelskur. Vennen havde sagt til politiet at ex’ens nøgler var hans, da de havde spurgt, hvis nøgler, det var som hang på opslagstavlen. De bildte politiet ind at kun jeg havde nøglen til skuret, og jeg var kørt hjemmefra i raseri og de anede ikke, hvor i alverden jeg var kørt hen, fortalte vennen.

Vi aftalte at vennen skulle få fjernet cyklen og alle dens dele af vejen, og så komme tilbage og fortælle os at det var væk. Så skulle Hanne ringe til politiet og sige at jeg var der, og vi havde hørt fra vennen, at ex var blevet anholdt. Så Hanne ringede til Kling og Klang i Slagelse. De var jo helt vilde i bukserne for at afhøre mig. Jeg var oppe i Hannes soveværelse, og det var så grineren at jeg kunne høre Hanne belære betjentene om at de skulle være meget søde ved mig, fordi jeg dels var gravid, og dels var jeg oprevet, fordi ex’en havde været en urimelig mandschauvenist. Hanne var ret rødstrømpe-agtig dengang ligesom hun også sagtens kunne være betonkommunistisk, hvis det var nødvendigt. Jeg tror at Hanne stod og blokerede trappen, så betjentene ikke kunne komme forbi før de havde lovet at opføre sig ordentligt.

Da betjentene havde lovet at være søde kom de trampende op i fuld galop lød det til. Det første de spurgte om var om jeg havde sex ex køre rundt på en rød cykel. Ja da, mange gange, sagde jeg, mens jeg hyggede mig helt vildt over situationen, jeg kunne lave gæk med pannerne. “Er det en rød Batavus-racer”, spurgte den ene betjent med meget håb i stemmen. “Nej, det er en rød 3-gears damecykel til 1195 fra Silvan, den står lige hernede foran”, sagde jeg (mens jeg hyggede mig over at ord sådan kan få folks ansigtsudtryk til at ændre sig). “Nå”, lød det ret nedslået fra betjenten. “Har du nogen sinde set ex køre rundt på en rød Batavus-cykel, med beigefarvede fælge”, spurgte den anden af ordensmagtens detektiver. “Nej” svarede jeg i overenstemmelse med sandheden. “Må vi få din nøgle så vi kan komme til at ransage dit hjem”, blev jeg så spurgt. “Ja da”, lød svaret, hvorefter vi kørte hjem og lejligheden blev ransaget.

Hvordan de kunne overse den Batavus-drikkeflaske, der stod på køkkenbordet ved jeg ikke, men de så den ikke. Tak for kigget, sagde de, der var jo ikke noget at komme efter. “Nej”, sagde jeg bare. Da vennen kom fik han en balle for at have løjet, alt var jo ikke væk, drikkeflasken kunne have væltet det hele.

Exen blev jo afhørt af samme detektiver som havde talt med mig og overset flasken. Fordi de sådan var blevet belært af Hanne om at jeg var gravid og følsom fik den ene ONDE betjent den “gode” ide at foreslå ex’en at han skulle tage ansvar for det barn han ventede med mig og gifte sig med mig. Hvorfor blandede han sig i vores private forhold og forværrede mine forhold? Svar: Fordi han var en ond ost. Så derfor kom ex hjem og friede til mig, da han blev løsladt på grund af mangel på bevis (de overså jo Batavus-flasken, fnis). På grund af en ond mandlig kirsten gifteknivsost blev ex og jeg altså gift den 17. maj, på Norges nationaldag i året 1986.

I 1991 kom jeg sammen med “Psykopat-Hans”, der blev født før aborten blev fri. Derfor var han også den sidste (forhadte) efternøler i en børneflok på 6 og han havde taget varigt skade af at hans far hadede ham. Den sidste gang Psykopat-Hans og jeg var oppe at slås fik jeg et råd, at nogle andre onde betjente. Det råd blev jeg tvunget til at bruge, fordi det var det eneste, der nærmest var at gøre. I politibilen, sagde de til mig (sønnike var heldigvis på weekend hos sin far) at jeg skulle få fat i en eller flere bølle-typer, der var større end Hans som kunne true ham med bank, hvis det var. Det var det eneste, der var at gøre med den slags fyre, sagde de onde betjente til mig.

Så ringede jeg til exen, der jo netop gerne ville være HA-supporter! Han ville nok gerne prøve noget næsten lovlig terrorbekæmpelse, tænkte jeg. Ganske rigtigt, så ex’en hans nye kone, deres rottweiler Signe og baseball-køllen kom på ferie i Kølkær.

Rådet fra de onde betjente virkede, men det var lidt ondt, hvis nu Hans havde meldt mig for at pudse en rocker-type på ham, så havde jeg stået med et selvtægt-problem, for Hans fik vist nok lidt “orienterende dummeflade”. Men så krøb Hans også efter exens ordre…

De grusomme oste

De grusomste oste for eksempel de oste, der myrdede Jens Arne og invaliderede Benjamin. Det er også de, der har vidnet som embedsmænd om, at alle på Jagtvej 69, der blev anholdt den 16. december 2006, i forbindelse med urolighederne, kunne høre politiets opløsningsforkyndelse, selvom vi ikke kunne høre den for larm. Jeg anede ikke at jeg skulle gå til Ungdomshuset fordi jeg ikke kunne høre det, derfor ville jeg mod Frederiksberg og ikke mod Østerbro. Nu er vi en flok på 80, der er blevet dømt uden der findes beviser for vores skyld. Kun de grusomme ostes udsagn er årsagen til at vi er dømt uden beviser:

http://arbejderen.dk/artikel/2010-07-02/advokat-beviser-mangler

Den grusomste af alle oste Bjarne (Benlås er tilnavnet blandt hans fjender). Bjarne kunne i retten ikke forklare, hvorfor opløsningsforkyndelsen ikke kunne høres på de mange videos som anklageren viste når han påstod i retten, at han kunne høre det inde indsatsledervogne med oprullede vinduer.

Specielt fraværet af opløsningsforkyndelse, på de videos, der skulle overlappe hinanden og dække hele forløbet, er jo ejendommeligt, da mikrofonen er et helt objektivt vidne, der ikke kan tage stilling for eller i mod, som Bjarne kan.