Grænsen for moderskabet

En novelle om et meget besværligt moderskab:

Hun var egentlig et ønskebarn som forældrene havde ventet længe på og de var så glade, da hun endelig kom til verden. Men lykken varede kun kort. Først døde faderen, og sorgen drænede moderen for energi. Når den lille pige græd blev hun trøstet med noget spiseligt. Smagen i munden afledte opmærksomheden fra det virkelige problem. Den lille pige blev fejlernæret og overvægtig på grund af moderens sorg.

I skolen var hun lærenem og begærlig efter viden, men hun blev mobbet for sin overvægt. Skolen blev af samme grund både himmel og helvede for hende. Biblioteks-timerne var himlen og frikvartererne i skolegården var helvedet. Pigen flygtede ind i bøgernes verden, men det var heller ikke det værste sted at flygte hen, for hun lærte lidt af de bøger hun læste. Da moderen blev syg læste hun nogle gange op for moderen, det var hyggelige stunder for dem begge. Pigen blev moderens barne-sygeplejerske for moderen var isoleret som enke og passede sig selv og når hun var syg måtte hendes børn passe hende så godt de kunne.

Det var en katastrofe for hende da moderen døde. Hun blev så ufatteligt ensom derefter, for moderen var den eneste, der glædede sig over at hun var til. Der var godt nok en adoptivbror, som var blevet adopteret mens forældrene ventede i de mange år på undfangelse, men de to børn havde konkurreret for meget om den syge mors kærlighed til rigtigt at kunne holde af hinanden. Der var nogle ting, der mudrede forholdet mellem de to søskende til. Det var noget tidligere egoisme, bedrageri, grådighed og vold, der spillede negativt ind på forholdet mellem de to søskende.

Da pigen var færdig med folkeskolen holdt hun en fest for alle klassekammeraterne. Men om natten, da festen var slut og alle kammeraterne lå og sov rundt omkring på sofaer, i stole og hvor der ellers var plads, gik hun fuldstændig i opløsning. Hun var ikke klar over det, men skolen havde holdt sammen på hendes liv, faktisk udgjorde skolen hele hendes liv.

Hun boede godt nok hos nogle flinke mennesker, der f.eks. lod hende holde afslutningsfesten for klassekammeraterne, men det var ikke hendes familie og hun følte ikke nogle nære bånd til dem. Hun følte nærmere at hun skulle være taknemmelig for at de ville lade hende bo der for kommunens penge.

Skolen havde overtaget forældres rolle i hendes liv uden nogen virkelig var bevidste om at det forholdt sig sådan. Den ros som børn normalt får fra forældre blev hun nødt til at erstatte med lærernes karakterer for hendes skoleopgaver. Pigen var mindst af alle bevidst om at det forholdt sig sådan og derfor gik hun i sorgreaktion da afslutningsfesten for skolekammeraterne var slut.

Midt om natten, festnatten, kørte hun ind på nærmeste psykiatriske afdeling i håbet om at de kunne hjælpe hende. Deres snak hjalp hende ikke på andet end et overfladisk plan. De sendte hende hjem med en sludder for en sladder uden at være bevidste om at de svigtede en ung i en eksistentiel krise, fordi de var for overfladiske.

Pigen hutlede sig igennem ungdommen. Hun var på kontanthjælp. Den rimeligt gode sagsbehandler var rejst fra kommunen, og hun var blevet erstattet med en, der måske hellere skulle have været revisor i stedet for at have med unge mennesker at gøre. Den nye socialrådgiver indsamlede data om pigen uden at komme med brugbare sociale løsninger på pigens problem.

Pigen fik det jo ikke bedre af at få at vide at hun havde mange og diffuse erhvervsønsker og syntes ude af stand til at bruge sin intelligens konstruktivt. Socialrådgiveren forstod slet ikke at pigen var invalideret af sorgen over at være alene i verden, så hun bebrejdede pigen for at spilde sine evner. Pigen reagerede på punkermåden, sex, drugs, rock n’ roll, plyshår. Der forekom også grov tale krydret med negative fremmedord, for pigen havde lært noget af alle bøgerne.

Nogle år gik for pigen med forsøg på at drukne og ryge følelsen af at være en totalt overflødig samfundsborger væk, men en dag var hun heldig at høre om et bofællesskab for unge med særlige problemer. Hun blev tilbudt at hun kunne bo der. Hendes særlige problem var at hun var helt alene i verden og uelsket og hun var deprimeret af samme grund.

I bofællesskabet var der krav om at beboerne skulle passe enten skole eller arbejde, men gjorde beboerne det havde de også en udstrakt grad af frihed. Kvinden sagde straks ja tak til tilbuddet, der var som sendt fra himlen til hende. Det var tilbuddet dog ikke, det var noget socialudvalget i Slagelse Kommune havde fundet på i samråd med Vestsjællands Amts ungdomsrådgivning.

I bofællesskabet lærte den unge kvinde en anden beboer at kende som hun blev kæreste med. Da det gik op for kvinden at forholdet ikke var et af de sædvanlige kortvarige ændrede hendes tilværelse sig også. Hun følte sig elsket igen som før moderen døde og det bevirkede at hun også følte at der var en grund til at leve, også selvom kæresten ikke ligefrem var nogen engel. De manglende englevinger kom til udtryk da kvinden blev gravid.

Den gravidititet var blevet forsøgt undgået efter alle kendte videnskabelige metoder. Først havde kvinden spist p-piller, men det ødelagde kvindens hormonrytme, hun kunne ikke tåle de kunstige hormoner. Den næste videnskabelige metode havde været en mekanisk spiral, men den satte sig på tværs og måtte fjernes under store smerter.

Lægen påstod at spiralen havde lavet så meget ravage at hun ikke kunne blive gravid foreløbig. Parret brugte dog alligevel kondom, for lægen havde anprist både p-piller og spiral, og havde mistet sin troværdighed af samme årsag. Der gik hul på et kondom og trods lægens ord om foreløbig sterilitiet på grund af spiral-ravage blev hun gravid.

Den vordende far var som nævnt ingen engel. Da han hørte om graviditeten meddelte han at en abort ville betyde enden på deres forhold. Kvinden valgte at beholde kæreste og barn selvom hun ellers gerne ville have haft en uddannelse før hun stiftede familie. Da mandens mor hørte at hun skulle være farmor tog hun på besøg hos kvinden og overfusede hende verbalt.

Mandens mor troede at tatoveringer på kvinder betyder at de er ludere, og derfor troede hun også at kvinden var en luder. Kvinden anede ikke, hvor højt elsket hendes søn var, fordi han var den eneste, der var der for kvinden. Heldigvis for kvinden troede manden mere på kvinden end sin mor og far, som han droppede kontakten med i lang tid.

På et tidspunkt lavede manden og en af hans venner noget kriminelt og manden blev afhørt af politiet. En nævenyttig mandlig kirsten giftekniv-betjent foreslog manden, at han skulle udvise ansvar og gifte sig med kvinden, og manden lyttede. Derfor blev de gift i maj og barnet blev født i juli.

Allerede ved brylluppet havde kvinden begyndende svangerskabsforgiftning og smerter i lænden, som lægerne formodede skyldtes bækkenbundsløsning. Ved en svangerskabskontrol blev hun indlagt akut og fik besked på at ligge helt stille i sygesengen. Det var som om barnet var blevet i tvivl om, hvorvidt det nu også var en god ide at inkarnere i den familie. Aktiviteten tog af, barnet sparkede ikke nær så meget som tidligere. Til sidst blev fødslen sat i gang for at redde barnet.

Det var ikke meget den nye far besøgte familien på sygehuset. Senere fik moderen at vide at det var fordi han var hos sin elskerinde, som han senere igen fik to piger med. Da manden 7 måneder efter barnets fødsel ville skilles brast moderens verden sammen. Helvedet, alene i verden syndromet, fra før hun fik kæresten, stod alt for tydeligt i hendes erindring. Hun slugte derfor en masse piller for hun orkede ikke at leve et kærlighedsløst liv længere, og så tog hun sin søn med hen på sengen lagde sig til at vente på døden.

Mens hun og ventede på befrielsen kiggede barnet på hende med et bestemt blik. Det var måske bevidst fra barnets side, måske ikke, men blikket fortalte moderen at hun havde gang i at skabe en moderløs skæbne for barnet. Så måtte moderen jo tage til udpumpning i stedet for sin flugt fra det familie-løse helvede. Den skæbne kunne hun ikke byde andre, slet ikke sit eget barn, når hun ikke selv brød sig om den skæbne som moderløs.

Der var ikke grænser for fordømmelserne fra faderens families side efter selvmordsforsøget. Det var følelsesmæssig afpresning hun bedrev, sagde de. Ingen af dem havde dog selv levet et liv uden fra familie og alene i verden, som kvinden havde. De dømte hende som de havde forstand til. Lægerne kaldte kvindens selvmordsadfærd for psykisk umodenhed, men de havde også helt glemt at spørge ind til kvindens baggrund. De postulerede psykisk umodenhed som følge af deres videnskabelige uredelighed. Fordomme er uvidenskabelig uredelighed.

Det blev et helvede at være enlig mor, men hun “bed tænderne sammen”, som man siger. Ved juletid kom faderen på besøg for at se sin søn, og der gik romantik i det og de blev igen til ét. Parforholdet holdt til det blev sommer. Der anskaffede den unge far sig et oversavet jagtgevær. Da moderen fandt det i stuen under en lænestol, hvor den lille dreng også legede, stilllede hun manden et ultimatum. Det var familieliv eller det oversavede jagtgevær. Samme dag gik manden i byen med en af deres fælles venner. I byen scorede manden en ung pige.

Kvinden kunne mærke i sin sjæl at manden var hende utro. Hendes intuition havde altid været god, men efter krisen hvor hun havde været på selvmordets rand var hendes intuition blevet større end før. Hun gik amok på en af mandens nye LP’er allerede inden parrets fælles ven kom alene tilbage fra byen og med sin krops sprog sladrede om utroskabet. Vennen havde været forlover ved deres bryllup og han var led ved situationen. Da han så den smadrede LP forstod han, at han ikke afslørede nyheder, som kvinden ikke vidste i forvejen.

Parret blev skilt på kvindens forlangende denne gang, tidligere var det manden, der ville skilles. Den unge pige, som manden havde været utro med, fik besked på at møde i retten. Det gjorde hun mærkeligt nok, hvilket resulterede i straks-skilsmisses. Til forskel fra sidste gang var kvinden lidt psykisk stærkere. Hun havde fået en god ven, der også bakkede hende op og hjalp hende med at lave skilsmissefest og holde humøret oppe.

Eks-manden derimod kørte stilen med stoffer, våben og vold. Det skete mere end en gang at politiet kom midt om natten og bankede kvinden op fordi de søgte hendes eks-mand, men han var der ikke. Kvinden var meget utryg ved at aflevere sit barn hos faderen når han skulle have samvær. Der kom for mange mennesker på stoffer og de havde våben og de sloges . Det var ikke et miljø for et barn. Men statsamtet var ligeglad med at kvinden skrev breve om hendes utryghed ved det arrangement.

På et tidspunkt fik kvinden sit eget efternavn tilbage, pudsigt nok var dokumentet udfærdiget på mandens fødselsdag. Hun overrakte ham dokumentet, med en trussel om at hvis han ikke tog sig sammen, så kunne sønnen og let komme til at hedde Hansen som hun nu gjorde igen.

Kvinden fik arbejde på en ungdomsradio og hun fandt ud af at livet som enlig mor kunne være godt, hvis blot hun kom ud blandt andre mennesker. Desværre skete der det at mandens venner hørte hende i radioen og blev misundelige over at det gik kvinden godt, så de lavede indbrud hos hende. To indbrud indenfor seks dage lavede de. Ved det sidste indbrud var der blevet skudt i gulvet. Men, i mellemtiden var der også sket det at hendes eksmand havde skudt en i hovedet ved et uheld, og var blevet udvist fra byen af det lokale politi.

Måske var skyderiet en hævnaktion for det skyderi hendes mand havde præsteret? Hun vidste det ikke, men hun vidste at det skudhul i gulvet skræmte hende helt vildt. Derfor flyttede hun fra byen med sin søn og til en helt anden egn af landet. Først var hende og sønnen på en højskole, men så flyttede de til samme by som faderen og hans nye kone boede i.

Det gik ikke så godt. Moderen måtte hele tiden minde sig selv om at det trods alt var bedre med en idiotisk far end slet ingen far, selvom hun nogle gange følte hun var i gang med en mental hjernevask på sig selv. Var det måske ok at lære et fireårigt at nikke skaller når barnet var med i en rockerklub? Kvinden syntes det ikke. Hun var klar over, at den adfærd ville volde problemer for barnet i skolen, men det tænkte faderen åbenbart ikke på.

Faderen tænkte meget på at få ram på moderen. En gang fik han to af sine venner til at tæske moderen, så hun flyttede med sønnen, fra den by, hvor faderen ellers også boede med sin nye kone. Moderen var flyttet dertil for at samkvemmet skulle kunne være nemt for faderen, men takken fra ham var tæsk og chikane. Ofte kom barnet hjem og forlangte nyt tøj eller legetøj for faderens børnebidrag.

Moderen vidste, at barnet intet vidste om børnebidrag. Barnet blev altså præpareret fra faderen til at plage moderen, og barnet anede ikke at faderen satte splid mellem sig selv og moderen på den måde. Barnet plagede om transformers og ninja turtles og andet dyrt legetøj, der ikke var råd til.

Mor og søn flyttede til “et økologisk bofællesskab med dyr”, sådan stod der i hvert fald i Den Blå Avis. Hvis hun boede et sted med andre mennesker ville faderen ikke kunne sende flere tæskepatruljer efter hende. Det viste sig at være et katolsk fællesskab med tvungne bønnemøder, i stedet for et økologisk bofællesskab med dyr. Det var kvinden ikke begejstret for, religiøst vanvid havde hun haft nok af i sin barndom efter moderens død

I det katolsk dominerede bofællesskab lærte moderen en ny kæreste at kende, en psykopat, der heller ikke var rar overfor drengen. Det var faderen jo faktisk heller ikke, da han ramte barnets mor gennem drengen, men det fattede drengen bare aldrig rigtigt. Moderen, sønnen og psykopaten flyttede fra det katolske bofællesskab, men det blev det ikke bedre af. Til sidst lavede moderen et træk, sådan at hun kom væk fra både den trælse far og den trælse kæreste på samme tid. Det kostede hende kassen at flytte til en hemmelig adresse som faderen ikke kendte.

Den flytning medførte desværre også at drengen blev udsat for et traumatisk overgreb, fordi moderen var gået i terapi og blev anbefalet en behandling, der betød at hun skulle lade sønnen passes af andre imens. Det overgreb på sønnen, mens moderen var væk fra ham,  sled på forholdet mellem mor og søn, der i forvejen var belastet af faderens manipulationer.

Statsamtet som det hed dengang kom ved et uheld til at give faderen deres hemmelige adressse og faderen krævede sin samværsret. Det at moderen lige havde spildt 100000 kroner på flytning, som Statsamtet bare spildte ved et uheld og nægtede at tage ansvar, trak hende tilbage i depression igen. Den tvære søn, der var het umulig når han kom hjem fra sin far var svær at elske. Moderen søgte familieterapi, men fik at vide, at den lille familie havde så mange problemer, at familieværkstedet ikke kunne hjælpe dem. Det var en deprimerende oplevelse som ikke gjorde situationen spor bedre.

Da moderen af en kommunal embedsmand blev beskyldt for at have svigtet sønnen, efter det traumatiske overgreb var blevet opdaget år tilbage, gik moderen helt psykisk ned og måtte atter i selvmordsterapi. Sandheden var jo langt uhyggeligere. Det var Ringkøbing Amt, der svigtede alle børn i hele amtet dengang, fordi der ingen børnepsykolog på børnepsykiatrisk afdeling havde været ansat, da drengen havde haft brug for akut hjælp.

Det var altså amtets svigt overfor alle børn i amtet, som socialrådgiveren bebrejdede moderen. Moderen havde ikke råd til at betale for psykologhjælp til drengen for sine dagpenge og den kommunale børnerådgiver i den tidligere kommune havde heller ikke tilbudt barnet psykolog-hjælp, selvom overgrebet på barnet var sket mens moderen var i behandling på kommunens anvisning og forlangende.

Enden blev dog at familien alligevel fik familieterapi på familieværkstedet, uanset de mange problemer de havde. Sådan blev det kun fordi psykologen fra selvmordscentret rådede til den metode, ikke mindst for drengens skyld. Han ville da også være en potentiel fremtidig kunde, hvis ikke familien blev hjulpet.

Der var gået mange år med kiv og strid så forholdet kunne ikke rettes op med mindre mor og barn kom fra hinanden. Det mente familieværkstedets terapeuter. Derfor kom sønnen på efterskole. Det gik godt nogle få måneder, men så blev sønnen udsat for en tosset autoritær straf, fordi han havde læst lektier da lærerne sagde sov til ham. Han kom hjem fra efterskolen, hvor han ikke ville være når han ikke måtte læse lektier når han havde lyst til at læse lektier.

Men i det mindste begyndte terapien i familieværkstedet at virke sådan at sønnen og moderen talte pænere til hinanden end nogen sinde før. Alligevel ville sønnen gerne ud til sin far at bo og familieværkstedet syntes det var en god ide. Det syntes de uden at nogen terapeuter fra familieværkstedet nogen sinde at have mødt faderen. Moderen havde det sådan, at hun følte, at hun viste faderen en tillid han ikke fortjente. Det forstod faderen slet ikke, han så det som sin ret at bo med sin søn, og det havde moderen længe hindret ham i.

Da sønnen flyttede blev moderen nødt til at udleje værelser for at kunne blive boende, ellers havde hun ikke råd. Til sidst valgte moderen at flytte på et lille værelse for at få råd til at leve, nu skulle hun jo også betale børnebidrag og transport for sønnen når han skulle på weekend hos hende. Den flytning kostede moderen flere penge hun ikke havde, nyt lån på grund af søn og far.

Da sønnen skulle holde sin 16 års fødselsdag var hverken faderen eller den nye stedmoder hjemme, så moderen blev inviteret til at være “voksen” så han kunne holde fest. Festen blev holdt, men drengen var ikke meget for at moderen rejste hjem igen, så moderen blev. Faderen kom hjem efter et MC-træf og havde ikke sovet i tre dage. Han havde indtaget amfetamin, som holdt ham kunstigt vågen. Faderens humør var derfor meget dårligt, og han afreagerede fysisk på sønnen, der blev tæsket og sparket gul og blå mens moderen stod og så på. Hun vidste, og fik at vide, at hvis hun blandede sig ville hun også få tæsk

Heldigvis kom der nogle i en bil efter den vanvittige far og mor og søn flygtede hjem til moderens værelse. Den lille familie boede fra den 16 juli til den første oktober i et lille værelse på 12 m2, fordi faderen havde tæsket sin søn. Begge var bange for at faderen skulle komme og lave ballade indtil de flyttede tilbage til øen, hvor drengen var blevet født. Igen kom moderen til at hænge på gælden fra sønnens flytning.

På et tidspunkt blev mor og søn udsat for et overfald i deres nye lejlighed og den dag holdt moderen op med at frygte faderen. Hvis hun kunne holde fire fyre i skak kunne hun nok også holde sin eksmand i skak på samme måde, hvis det nogensinde skulle blive et problem. Både mor og søn var dog konstant utrygge og flyttede til hver sin del af landet.

Der gik 7 år hvor far og søn ikke havde kontakt sammen, men så sluttede de fred. Ved juletid sendte moderen, der hørte om sin eksmand gennem sønnen, en glædelig jul-hilsen til eksmanden. Hun fik en spand lort af eksmanden, der sagde hun skyldte for en straf, som han aldrig selv havde betalt for.

Fra da af kom moderen langsomt til at hade og foragte sin søn for at være gået tilbage til sin far uden at have krævet en undskyldning på hendes vegne. Faderen bebrejdede moderen at det havde kostet 7 års samvær med sønnen at tæske sønnen gul og blå uden at indse at han selv var årsagen til lidelserne.

Moderen bad sønnen ikke at nævne sin far mere. Det kunne sønnen ikke lade være med. Moderen blev mere og mere ked og deprimeret, men i virkeligheden var hun vred over sønnens psykiske blindhed. Der skete det forfærdelige at hun ganske enkelt var kommet til at foragte sin søn, som var den eneste grund til at hun ikke var død for 23 år siden.

Vreden skyldtes at den voksne søn helt havde glemt sin mor og kun havde tænkt på sig selv da faderen og sønnen blev gode venner efter de mange år efter faderens vold mod sønnen. Moderen havde haft kæmpe omkostninger på grund af far og søn gennem mange år, og havde mange traumer på grund af faderen, men det lukkede den voksne søn helt sine øjne for.

Moderen var dybt skuffet, men hun kunne ikke udtrykke det verbalt på en fornuftig måde. Hun begyndte at kalde sønnen for nazi, men sønnen fattede ikke at det var den psykiske tortur moderen hentydede til, når hun kaldte sønnen for nazi, det gjorde hun jo dårligt selv. Det var psykisk tortur at hun ikke kunne slippe for at høre om manden, der havde svigtet hende groft igen og igen og igen. Han var stadig lige så psykisk umoden, som dengang han havde givet hende valget mellem abort eller parforhold uden at ane, hvad han gjorde.

Sønnen forstod ikke at moderen følte sig totalt værdiløs som mor for sønnen, fordi sønnen ikke havde krævet en undskyldning på hendes vegne af faderen, da faderen var i gang med at undskylde sin adfærd 7 år tidligere. Moderen var så skuffet over at sønnen ikke af sig selv forstod, hvor forrådt hun følte sig. Moderen syntes hun fortjente en kæmpe undskyldning fra faderen, fordi hun havde måttet tage alt det praktiske bøvl med politi, socialrådgivere, lejekontrakter. To flytninger, med alt tilhørende bøvl, og en masse økonomiske udgifter, havde det kostet hende at sønnen havde insisteret på at flytte ud til sin far.

Grænsen for moderskabet var nået.