Den gode og den onde bestemmerøv -forsvarsmekanismerne splitting og projektion i brug

I maj kom der et hul i en dør, da kvakpatienten i sin brandert væltede rundt. Døren blev, under faldet, smadret ind i håndtaget på skabslågen så der kom hul i døren af mødet med håndtaget. Jeg smed kvakpatienten ud fordi kvakbehandlingen jo var mislykket og formålsløs. Men, på grund af den smadrede dør skal kvakpatienten ikke drikke alkohol i mit hjem mere, hvis han kommer en anden gang. Det har jeg bestemt.

”Jeg synes du er en bestemmerøv, men på den gode måde”, skrev kvakpatienten, fordi vi har talt lidt om at han kunne komme på ferie. Som sædvanligt er det først når det passer ham, det er ikke, hvis jeg har brug for hjælp til noget. Det er deprimerende at mønsteret altid er sådan, men sådan er det typisk med alkoholikere.

”Jeg bestemmer kun, hvad jeg vil være med til i mit eget hjem, ligesom du bestemmer over dit hjem, hvis du har et”, skrev jeg tilbage. Det afkastede følgende svar:

”Jeg har flere”.

Da blev det tid til at få realismen ind i billedet så jeg svarede derfor:

”Ikke hjem, hvor du bestemmer”.

Det skulle jeg aldrig have skrevet, for sandheden prikkede for hårdt, kan jeg udlede af det følgende svar:

”Jeg gider ikke mundhugges. Du er umulig. Og totalt dominerende. Ind i mellem kan man forledes til at tro, at du vender og er sympatisk, men det er du kun når du skal nedgøre andre. På psykopatisk vis”.

Til den svada havde jeg kun et svar:

”Så er det nok også bedst at du bliver i København”.

”Ja, eller i Kroatien”, lød svaret. Men, han har bare heller ikke et hjem i Kroatien, som han bestemmer over.

Evaluering af projekt 2.0

Projektet var det 2. forsøg på stabilisering af en (kunstigt) hjemløs alkoholiker. Det første forløb var i perioden 31. juli til 5. august, hvor projekt-personen (PP) søgte (sort) arbejde, selvom han var i projektet, og fik arbejde tilbudt så projektet måtte afbrydes. Det var så forudsigeligt at han ville få en psykisk derouté, fordi han drak, så han tabte “brombærkrigen”. Men, det var hans valg,  der formodentligt blev truffet på grund af den manglende sygdoms-erkendelse.

Projektet startede psykologisk op den 7. september, hvor jeg fik medlidenhed med ham, fordi han fik tæsk, hvor han var. Jeg lånte ham penge til rejsen hertil, i to omgange, fordi han købte øl for rejsepengene i første omgang. Allerede dér skulle jeg have sagt ”stop, du vil jo slet ikke hjælpe dig selv, når du ikke gør det, men fortsætter med at bringe dig selv i problemer”. Men, det gjorde jeg ikke. Fordi jeg har et blødt punkt for ham.

Ved ankomsten den 8.september blev det, igen, understreget at jeg ikke gider, magter eller orker mere fuldemandssnak i mit liv. Hvis han skulle være her ville det blive med to øl, eller en halv flaske vin, én gang om ugen. Lørdags-drikkeri i stedet for lørdagsslik. Systemet kom til at hedde -6+1 fordi systemet er sådan skruet sammen omkring alkoholindtag i løbet af en uge.

Det gik godt lige indtil PP sagde, at han støtter Inger Støjberg. Hun støtter ideologisk kun de velbjergede. Det hører med til historien, at PP er 1. generationsindvandrer, der har fået dansk statsborgerskab. PP platter systemet som kunstigt hjemløs. Systemet har hjulpet ham til en bolig én gang efter han var blevet hjemløs, alligevel er han igen praktisk hjemløs fordi han selv har bragt sig i den situation med fuldt åbne øjne efter eget valg. Luksus-hjemløshed er der tale om, når man fravælger bolig for at kunne rejse rundt.

Da det blev pengedag, dagen før lørdag, den aftalte dag for drikkeri i følge det planlagte behandler-system, syntes jeg godt at vi kunne rykke dagen en dag frem og fejre vores succes – med drikkeri. Det skulle jeg ikke have syntes. Vi stod udenfor en café, da jeg sagde (som alkoholiker-behandleren, der behandler til virkelighedens barske realiteter), at vi kunne gå ind og få en lille fadøl, og stadig gå hjem og drikke en flaske vin. Da vi kom ind bestilte PP en halv liter fadøl. Det var præcis dobbelt så meget som aftalt udenfor. Bum.

Mit humør blev ødelagt fordi han ikke holdt aftalen. Efter Ingers politik skulle han have været smidt ud lige dér. Men, jeg har jo et blødt punkt for ham, så…

Projektet haltede videre fra fredag til søndag, hvor jeg gav endelig op overfor hans manglende evne til at elske, også sig selv. Den manglende evne synes at være det grundlæggende problem, som han døjer med. Det problem kan jeg bare ikke fikse. Der er brug for et helt nyt sæt humanistiske holdninger. De barnlige, egoistiske og hardcore meninger skal udskiftes til nogle næstekærlige og uskadelige meninger. Det sindsskifte må man selv sørge for, det kan ingen andre hjælpe én med.

Men vedligeholdelses-systemet -6+1, der kræver døgn-støtte i opstartsfasen, fungerede med min støtte i perioden 8. september til 29. september. Denne dag blev projektet, i praksis, kuldsejlet, druknet og sunket i en halv liter mørk, velsmagende Grimsbergen øl. Jeg tog et dokumenterende foto af de to ølglas, mit med en kvart liter øl og PPs øl med en halv liter i:

Jeg har det ret godt med at projekt 2.0 er slut. Fordi det er umuligt at hjælpe en person, der ikke vil hjælpe sig selv, til et bedre liv.

Evaluering af afrusningsprojektet i august

I går fik vi endeligt evalueret på afrusningsprojektet fra først i august. Det startede mandag den 31. juli og sluttede lørdag den 5. august, fordi projektpersonen havde fået et jobtilbud på Ærø. Det blev anerkendt at projektet havde vist, at afvænning over to dage, med to øl dagligt efter eget valg, var muligt for at komme på 0 eller næsten nul. Det var jo næsten nul alkohol om lørdagen, hvor der kun var den sukkerspruttede drink på flaske tilbage, som han havde købt til mig til gratis-koncerterne på Torvet. Som jeg ikke ville drikke fordi jeg var ansvarlig for projektet, jeg var projektansvarlig i. Den lille flaske sukkersprutvand blev drukket, men han rystede ikke af alkoholabstinenser før han drak den.

Ønsket om at vende tilbage i projektet, da krigen mod brombærrene blev tabt og jobtilbuddet røg på Ærø, kom jo logisk nok fordi han hverken var fuldt ud afruset eller stabiliseret inden han drog herfra. Det var på det tidspunkt, hvor jeg gik i “ond domina mode”, fordi det var eneste mulighed jeg så for et nyt projekts begyndelse. Det er bare ikke en mulighed, selvom den virkede fint som akut flugtmulighed for mig.

Min dåbsby Munkebjergby ligger kun to kilometer fra Tersløse, hvor Ludvig Holberg formodentlig forfattede komedien Jeppe på Bjerget. Så jeg ved udmærket godt, hvorfor Nille blev en ond domina, med aktiv brug af krabasken Mester Erik, i den historie. Pernille blev simpelthen negativ på Jeppe, hvis drikkeri gjorde ham dels utilregnelig, og dels til et både økonomisk og seksuelt pjok, som hun havde fortrudt, at hun havde lovet troskab. En troskab Jeppe ikke levede op fordi han svirede med “Fru Alkohol”.

Den onde domina-rolle så jeg som eneste mulighed for at hjælpe projektpersonen efter det første projekt blev afbrudt. En sur, halvgammel kælling, der kræver orden og disciplin, og slaveri for bonghoveder. Men… Det billede kunne jeg simpelthen ikke være i længere end 20 minutter. Det er jo ikke sjovt at lege, at man er ond, hvis man faktisk er rigtigt ond, for så leger man jo ikke alligevel, men bilder sig blot ind, at man leger!

Heldigvis var der en udefrakommende “velfungerende” person, der blandede sig, så jeg blev tvunget til at kigge på den teoretiske dybdepsykologi, og de faktorer der var i spil i hele det spil. Han ville gerne være min sexslave, men vi skulle ikke være kærester. Sådan havde livet fungeret fint for ham i mange år, lod han mig forstå.

Splitting hedder forsvarsmekanismen, der indgår i seksuelle forhold med dominans. Jeg har ikke lyst til at gå videre af den vej med den leg. Jeg gider ikke mere dominere psykisk umodne seksuelt. For det er stadig ikke sjovt, hvis der ikke er tale om en leg men alvorlige behov.

Projekt-personen taler stadig om at han gerne vil besøge mig igen. Han er jo også hjemløs, hvilket er helt selvvalgt. “Du skulle have noget større at bo i”, mente han. Men, prisen for at være autonom selvmedicinerende med cannabis er cirka 2000 kroner om måneden. Det beløb kan derfor ikke gå til husleje og varme, når man også slæber rundt på gæld for at have været ansvarlig mor og betaler af på den. “Hvor der er hjerterum, er der husrum”, lyder et mundheld, der giver praktisk mening for mig.

Det gælder stadig, hvis der skal startes nyt projekt op, at der er nul alkohol. Jeg orker ikke flere fulde mænd i mit liv. Jeg kan godt acceptere hashrygning, men jeg orker heller ikke skæve mennesker, der ikke er bevidste i deres skæverter.

Sidst jeg var i København, for at hente projekt-personen, havde jeg nærmest et mantra, der lød “Jeg vil hjem til Silkeborg”. Den stilhed og ro, der hersker i boligområdet, der ellers engang fik ghetto-stemplet, savnede jeg rent fysisk. Psykisk savnede jeg styr på situationen. Især da jeg kørte i metro med de to fulde mænd, der højlydt fortalte til alle om det kvantum hash jeg havde købt på Staden, mens jeg stadig bar rundt på beviset på min kriminalitet på mig. Et kvantum belastende bevis, der var nok til at sende mig direkte i fængsel, uden nogen “kære mor”.

Den slags problemer behøver jeg slet ikke tage på min kappe. Så projekt-personen skal altså komme med en rigtig god, og mentalt sund, grund til, hvorfor et nyt “projekt” skal genopstå under nye vilkår i Silkeborg.